Vi havde set at der lå ikke mindre end tre UNESCO-verdenskulturarv-steder indenfor ca. 30 km, og besluttede at årets efterårsferie blandt andet skulle bruges til at besøge disse, nemlig:
1) Lutherstadt Wittenberg
2) Bauhaus-skolen i Dessau
3) Wörlitz Gartenreich (park)
Vi startede dog lige med et par overnatninger på "Mitte". Jeg var kommet til at sige til familie og venner, at hvis de kom forbi lørdag aften, ville jeg give (fødselsdags-)middag på kroen (Lorenzen). Vi endte med at blive 10, og maden -mums - kan kun anbefales :-)
Søndag fortsatte vi så mod syd-øst, og ankom til http://www.marina-camp-elbe.de/ , som ligger smukt ned til Elben med byen lige på den anden side af floden.
Klik på billederne for større
Tårnet lige over bilen er slottet med den berømte slotskirke i Wittenberg.
Som det fremgår af billederne, så var det ikke vanskeligt at finde en god plads. Pladsen er helårsåben og har fine faciliteter, men altså ikke ret mange besøgende på denne årstid - vi var vel 6 - 8 enheder pr. nat
Lige ved pladsen sejler flodbådene forbi.
På pladsen er der også hotel og restaurant i denne runde bygning. Stedet har været kaserne i ca. 400 år. Der har været tropper fra bl.a. Anhalt, Preussen, Frankrig, Tyskland og til sidst russere, som forlod området så sent som 1990. Efter 2000 er der så indrettet hotel, yacthavn og campingplads.
Vi cyklede ind til byen, og her ses slottet tættere på.
Luthers 95 teser fra 1517 er stadig på kirkeporten, dog nu udført i bronze.
Hovedgaden/gågaden med hyggelig rislende bæk.
Rådhuspladsen med Lutherstatue, og på kirken et stort banner der allerede nu lægger op til at der skal ske noget særligt i 2017 - 500-året for teserne.
Byens rådhus
Vi besøgte Luthermuseet, der er indrettet i det kloster hvor Luther boede som Munk, og senere som præst. Her er hans arbejdsværelse, udsmykningerne på væggene viser at han faktisk blev en holden mand på sine ældre dage.
Et eksemplar af Luthers bibel på tysk. Første gang ikke latinkyndige fik lejlighed til at læse de hellige skrifter.
Sidste år i oktober så vi Hundertwassers hus i Magdeburg, og sandelig om han ikke også har været på spil i Wittenberg. Her er det dog et gymnasium der oprindeligt var bygget som al anden kedelig øst-arkitektur, som "blot" har gennemgået nogle forandringer efter Hundertwassers ideer.
Her husene på den anden side af gaden - nogenlunde sådan så gymnasiet også ud før forandringen.
Dessau
Dag 2 brugte vi til at besøge Dessau, hvor vi var inde på Bauhaus arkitektskolen. Skolen blev bygget i starten af 1920-erne, og nedlagt af Hitler i -33. Nogle af arkitekterne flygtede til USA, hvor de fleste bygninger i skolens stil vel nok er bygget.
Vi kunne godt gå ind på skolen og kigge os lidt omkring, og så var der en udstilling af bygningsmodeller og møbler.
Flere steder i huset stod Marcel Breuers Wassily-stol, og vi prøvede også at sidde i den.
Lidt fra skolen ligger disse "Meisterhäuser", to dobbelthuse + et enfamiliehus. Husene er bygget som bolig til direktøren og 4 arkitekter. De er nu under renovering og et par er åbne for besøgende, vi blev dog udenfor.
Da vi fandt en parkering tæt på centrum af byen blev vi mødt af denne store fotomosaik.
Wörlitz
I ca. år 1800 har fyrst Leopold 3. af Anhalt-Dessau ved sit sommerslot i Wörlitz anlagt den meget store park i engelsk stil. Den minder om Frederiksberg have, men er bare meget større(112 ha.)
Ind imellem må man med færge for at komme videre rundt.
Der er forskellige bygningsværker i parken, her det gotiske hus.
Lis-Lotte vover sig ud på hængebroen - man skulle gå en ad gangen.
Flot bro der spejler sig i en af de mange kanaler
Venustemplet, ad snørklede gange kunne vi også gå ned under templet.
Pantheon - en miniudgave af den i Rom
Stenøen.
Wittenberg igen
Vi havde egentlig regnet med at begynde hjemrejsen, men da vejret bare blev bedre og bedre dag for dag, besluttede vi at blive en dag ekstra. Om formiddagen cyklede vi en tur i naturområdet syd for Elben, et område der er anlagt til at kunne tage en oversvømmelse af floden, og så helt inde ved den nærmeste beboelse er der så et højt dige.
Om eftermiddagen cyklede vi så igen ind til den hyggelige bymidte. På torvet står denne flotte model af byen(i ældre tid)
Jeg satte mig i en mandeparkering mens Lise-Lotte osede
Disse stamkunder forstyrrede ikke, men jeg tror heller ikke de købte så meget.
Ved indsejlingen til lystbådehavnen stod røde Luther som sømærke
Hjemad
Fredag gik det så hjemad. Vi kørte over Berlin Hamborg, fik handlet lidt ved grænsen, og var hjemme i Kalundborg ved 22.30 tiden. Som det ses blev det en meget varm dag - billedet er taget på motorvejen syd for Schwerin.
Var lige inde og læse jeres dejlige tur til Tyskland, flotte billeder, og en dejlig beretning, den varmer lidt op i en her i vintermørket.
SvarSletVi går og sysler med tanken om at køre til bosnien, Kroatien til sommer, hen i September, der må der være til at holde ud,(varmen). Har læst jeres gode beretning dertil, det giver os stor lyst til at besøge landet, specielt Bosnien ser virkelig spændende ud.
VH
Ove.
www.rullevognen.dk
Hej Ove. Mange tak skal du have, og også tak for jeres side, som ofte bruges som inspiration. Ja, Bosnien i september lyder som en rigtig god ide. Vi er stadig arbejdsramte og bundet til faste ferier, men når vi engang bliver mere frie, så glæder vi os også til at kunne rejse på mere skæve tidspunkter, men Bosnien er nu ikke overrendt når vi lige ser bort fra Mostar.
SletMvh. John