Turen blev kørt med vores VW Caddy TSI 85 hk(turboheste) og Mkp Grandesse, total 1200 kg på krogen. Det gik rigtigt fint, Caddy-en trækker vognen uden problemer og den gamle MKP ligger fantastisk stabilt på vejen, samtidig er den rimelig aerodynamisk og vi kørte med ca 11 km/l benzin som gennemsnit.
Cempigpladser benyttet:
Camping Mitte(igen-igen): http://www.campingkawanmitte.eu/ - bare en superplads som vi altid gerne vender tilbage til.
Camping Hofer, Zell am Ziller, Østrig: http://www.campingdorf.at/ - vores "Påske-ski-plads", som vi gerne ville se i sommerklæder.
Camping Zumsee, St.Valentin, Italien: http://www.zumsee.it/de/camping-st-valentin-auf-der-haide-graun-im-vinschgau/1-0.html - en dejlig lille perle, fantastisk velordnet med rigtigt flotte faciliteter, og, ikke mindst, billig (21 euro pr nat + strøm efter måler).
Camping Azzurro, Ledrosøen, Italien: http://www.campingazzurro.net/ - dejlig rolig plads beliggende lige ned til Ledrosøen.
Camping Blommehaven, Århus - undskyld Aarhus :-) : http://www.camping-blommehaven.dk/ - Velordnet og flot plads med både strand, skov og storby. En plads vi DCU-ere kan være stolt af.
Medelby
De første dage havde vi
Natasja(barnebarn) med til Camping Mitte ved Flensborg, her stødte
venner og familie til, så det blev til en del hygge, cykelture og en
fælles tur til Lorenzen Gasthof – den lokale kro - der serverer
rigtig dejlig mad til rimelige priser. En af dagene besøgte vi
Phänomenta http://www.phaenomenta-flensburg.de/
ved Nordertor i Flensborg, det er en slags eksperimentarium som
Natasja på 9 havde stor fornøjelse af.
Søndag tog Natasja med familien hjem
og vi fortsatte sydpå. Efter en enkelt overnatning på en Autohof
syd for Hof, ankom vi til:
Zell am Ziller
På denne plads har vi ofte boet i
Påsken og fået stået en masse på ski, men det kunne være
interessant at se hvordan der så ud om sommeren. Vi blev hjerteligt
modtaget af Silvia, fandt en plads hvor vi så blev i 3 dage. En af
de ting vi gerne ville besøge var en lukket guldmine. I bjergene ved
Zell har der været gravet guld helt indtil midten af sidste århundrede, og
det var da også interessant at blive vist rundt i de gamle
minegange. Vi var heldige med vejret så det blev også til nogle
cykelture, bl.a en tur til Mayrhofen, som er næste by inde i dalen,
og da jeg havde planer om senere på ferien at skulle cykle op til
Stelvio-passet i Italien, så tog jeg en træningstur op til
Gerlospasset – en hård tur op, men hold op det gik stærkt nedad
wiiii
Guldekspressen der kører med besøgende til guldminen
Holdet samlet ved indgangen til guldminen
en minearbejder, der ikke er nået ud i tide :-)
Flot udsigt mod Zillertal
St. Valentin
Vi havde en aftale med venner om at
mødes på Camping Zumsee, som også skulle være udgangspunkt for
cykelturen til Stelviopasset (Kongeetapen i Giro d'Italia).
På vej mod grænsen blev vi ledt ad en
omkørsel gennem en lille del af Schweiz og så ad en bjergvej med 11
hårnålesving opad og tilbage til Nauders i Østrig – ingen problemer med
Grandessen på slæb.
Lige efter at have krydset grænsen til
Italien holdt vi en lille pause ved den opdæmmede sø, Reschensee,
som har oversvømmet byen Graun så kun toppen af kirketårnet er
synligt:
Campingpladsen ligger ved den næste sø
– Haidersee, og lige ved skiliften. Det er en plads der tydeligt er
indrettet til vintercamping, den har meget flotte forhold både med
græsarmering til at stille campingvognen på, flot flisebelagt vej
og meget flotte sanitære forhold, det er i hvert fald første gang
jeg har set en opvaskemaskine på en campingplads.
Vi havde ringet om morgenen for at forhøre os om de havde plads til os: "Kein Problem" var svaret, og som det ses var der også rigtig god plads - der var faktisk kun et lille kuppeltelt foruden os, men i løbet af de næste dage blev pladsen næsten fyldt op.
Pladsen og søerne ligger i ca. 1500 meters højde, så det er ikke badesøer, vi fik at vide at Reschensee havde været med is til slutningen af april. Til gengæld er der meget fine stier til at cykle og gå/løbe på. Her er vi taget en tur rundt om Reschensee. Vi havde det rigeligt varmt om dagen og dejlige kølige nætter.
Klostret Marienberg i Burgeis, som var den næste by ned ad dalen, skulle også besøges. Klostret ligger flot højt over byen og det var interessant at gå en tur ind i klostergården - museet i klostret synes vi ikke var så interessant :-(
Lidt længere nede i dalen ligger den gamle middelalderby Glurns. Vi kørte en tur derned i bil og var så heldige at der var marked i byen. Vi fik handlet lidt bl.a. ost.
Den grønne skinke her turde vi dog ikke udsætte vores maver for.
Den lille gade hvor der var markedsboder havde også en lille udstilling af gamle landbrugsredskaber.
Efter at vores venner var ankommet, tog vi turen på cykler ad cykelstien ned til Glurns, det gik meget fint nedad, meen opad - puuha den var hård, med stigninger op til 20%
- her dog "kun" 19%
En anden dag tog vi liften op på bjerget og gik/vandrede en rigtig fin tur på bjerget.
Et blik ned mod Reshensee.
Så kom dagen hvor Stelvio skulle besejres. Start i 910 m.o.h., slut i 2760 m.o.h., 24 km, 48 hårnålesving. Det var hårdt men en stor oplevelse. Vi var lidt færdige da vi nåede toppen, men det må vel skyldes den tynde luft - hvad skulle det ellers være?
Et tilbageblik mod de sidste ca. 20 sving.
Ledrosøen
Efter 6 dejlige dage i St.Valentin kørte vi det forholdsvise korte stykke til Ledrosøen.
Camping Azzurro, der ligger ved Ledrosøen
ca 20 km. vest for Riva ved Gardasøen, blev valgt fordi vi gerne
ville i nærheden af Gardasøen og samtidig finde noget der ikke var
alt for turistet. Turen fra Riva til Ledro går temmelig meget opad –
men stadig ingen problemer for Caddy+Grandesse. Pladsen var lidt tæt
pakket, men vi fik en udmærket plads, og i denne sø kunne der bades
(de to søer ved Reschen var for kolde) og det var tiltrængt, da
det var temmelig varmt. En af dagene legede vi rigtige turister og
kørte en tur til Bardolino for at besøge et par vingårde hvor vi
for to år siden havde købt vin – og samlingen skulle suppleres.
Der blev også oset i Garda og sandelig også købt lidt smykker fra
Murano ved Venedig. Andre dage blev brugt til ture på cykel og ben.
Vi har taget cyklerne med svævebanen fra Malcesine til Toppen af Monte Baldo. Herfra cyklede vi en tur på 60 km. før vi var tilbage ved bilen. Turen går naturligvis meget nedad, men også med et par pæne stigninger og et fladt stykke på ca. 20 km. langs søen fra Torpole til Malcesine.
Stolt ung mand med dagens fangst. Efter fotografering blev fisken sendt tilbage i Ledrosøen.
Hjemmefra havde Lise-Lotte og veninden
bestilt en tur med Canyoning, som er en slags Rafting bare med egen
krop – der blev helt sikkert afprøvet nogle grænser fx da de
skulle rapelle ned gennem dette vandfald – læg mærke til personen
der hænger midt i faldet – uha da:
- og så et lille hop.
Uden mad og drikker du'r helten(e) ikke :-)
Hjemad
Hjemturen blev kørt den slagne vej over Brenner, Münschen, Halle, Magdeburg, Hannover og tilbage til Mitte. På grund af varmen var en del af motorvejen ved Halle skudt i vejret og vi måtte ind gennem byen med en god del kø-kørsel - mildt sagt. Men ellers gik det fint hjemad.
Efter at have handlet og hygget et par dage på Mitte kørte vi til familiefest i Aarhus.
Alt i alt en meget vellykket ferie, og specielt St.Valentin vender vi meget gerne tilbage til - og vi tager cykler med igen.
Hej John
SvarSletJeg har søgt på liv og løs på nettet omkring Ve Caddy 1,2 TSI 85 HK og campingvogn. Din side er det tætteste jeg kommer på en anmeldelse af denne bil og dens trække egenskaber. Vi har kørt turen fra Kbh til gardasøen før, dog med en camplet, ingen problemer. Men nu er der ikke plads i campletten mere og vi skal have en campingvogn. Vi har kigget på en Adria altea med 3 køjer, som har en egenvægt på 925 og en totalvægt på 1300 kr (Vi behøver jo ikke at laste de med 1300 kg :0). Vores bil kan kun trække 1100 kg, ifølge reg. attest, men kan opvejes til 1500 kg...tror jeg :0) Jeg overvejer at få chiptunet bilen, så istedet for moment på 160 for jeg et moment på ca 187. Mit spørgsmål lyder....Tror du det kan lade sig gøre at trække CV og 3 børn til garda med dette vogntog? Vh Joen
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSletKort fortalt så synes jeg Caddy-en trækker vores Grandesse der tom vejer 980 kg. på fornemmeste vis. Gennem Tyskland har vi ingen problemer med at følge lastbilerne i 5. gear og Alperne klares i fineste stil og stejle veje med serpentinersving.
SvarSletJeg ville ikke chiptune den.
Hej Joen.
SvarSletDu er velkommen til at maile til mig hvis du vil høre nærmere. mvh. John, johnomadsen@gmail.com